Frivillig på Havbakken

”VI FRIVILLIGE FRA HAVBAKKEN”

Vi frivillige fra Ældrecenter Havbakken i Tornby, ja hvem er så vi ? Vi er en gruppe på 10 personer, 7 kvinder og 3 mænd, som gennem de sidste 3 års tid har haft den målsætning, at være med til at forsøde tilværelsen for Havbakkens beboere.

Det er et arbejde som i højeste grad udføres i et stærkt samarbejde med leder og personale fra Havbakken. På kvartalsmøder mellem leder og personale samt os frivillige bliver der fremlagt ideer og planlagt for den kommende periode og på vores næste møde evaluerer vi så hvordan de planlagte ting har mødt beboerne på Havbakkens forventninger.

Men hvad er det så vi frivillige er involveret i: Det er for eksempel ledsagelse til læge, sygehuset, tandlæge, mm., der hvor de pårørende ikke har mulighed for at hjælpe, ja så træder vi til. Det er at organisere Havbakkens biograf, en yndet ting hvor de gode gamle danske film vises og hvor der serveres popcorn og cola. Det er eftermiddags hygge med levende musik, fællessang samt kaffe og kage. Det er årets ”Grisefest” hvor slagteren skærer grisen ud og alle nyder den gode mad, igen med musik og fællessang. Det er busturene rundt i det skønne Vendsyssel, ja Havbakken er så lykkelig at eje en minibus og hver uge er der ture, det kan være en tur ud i det blå, det kan også være en tur til Metropol Shopping Center i Hjørring, en tur til Nordsømuseet, eller til en genbrugsbutik. Dette var blot lidt af hvor vi frivillige er involveret.

Det er ret så mange ting vi frivillige fra Havbakken er involveret i og vi er ikke frivillige fordi vi skal, vi er frivillige fordi vi syntes det giver mere tilbage end vi egentlig yder. Men også vi bliver ældre, derfor vil vi med stor glæde byde nye velkomne.

Kunne du tænke dig at blive frivillige på Havbakken kan du kontakte afdelingsleder Dorte Kjær.